Investeringer — søjlerne
EU's internationale investeringspolitik er baseret på tre centrale søjler
Investeringsfremme
Investeringsfremme er et bredt begreb, der i de seneste år har fået øget anerkendelse i investeringskredse som et vigtigt middel til at tiltrække investeringer.
Faciliteringsforanstaltningerne fokuserer på at gøre det lettere for investorer at etablere, drive og udvide investeringer. Generelt tager disse foranstaltninger sigte på at forbedre gennemsigtigheden og forudsigeligheden i investeringsmiljøet, forenkle og strømline investeringer og administrative procedurer/krav og indføre klage- og klageprocedurer.
Konkret omfatter sådanne foranstaltninger forskellige offentliggørelses- og oplysningskrav vedrørende adgang til og drift af investeringer, oprettelse af kontakt- og informationskontorer, krav til dokumentation og behandling af ufuldstændige ansøgninger, mekanismer af typen one-stop-shop for at nævne nogle få. Investorundersøgelser har fremhævet disse områder som afgørende faktorer i deres beslutning om at investere.
Liberalisering af investeringer
Liberalisering af investeringer har til formål at skabe lige vilkår for udenlandske investorer på tredjelandes markeder.
Liberalisering omfatter principper (f.eks. markedsadgang, national behandling og mestbegunstigelsesbehandling) og forpligtelser, som gør det muligt at åbne tredjelandes markeder for EU-investorer. Sådanne regler har til formål at muliggøre eller lette oprettelsen af virksomheder (datterselskaber, filialer, repræsentationskontorer) inden for tjenesteydelser og andre tjenesteydelser (f.eks. fremstillingsvirksomhed, landbrug, udvinding, energiproduktion).
Reglerne om markedsadgang kan f.eks. omfatte afskaffelse af begrænsninger i antallet af operatører eller transaktionernes værdi (f.eks. kvoter, monopoler og økonomiske behovstest), reduktion eller afskaffelse af krav om udenlandsk ejerskab eller krav om joint ventures.
Investeringsbeskyttelse
Standarder for investeringsbeskyttelse yder garantier til investorer og deres investeringer samt værtslandets regeringers ret til at regulere med henblik på legitime offentlige politiske mål.
Forpligtelserne i aftaler om investeringsbeskyttelse omfatter principper såsom ikkeforskelsbehandling, rimelig og retfærdig behandling af investorer eller kompensation i tilfælde af ekspropriation i forbindelse med investorers aktiver i tredjelande.
Aftaler om investeringsbeskyttelse kan bidrage til at mindske den oplevede risiko ved at investere i visse lande. Siden Lissabontraktatens ikrafttræden i 2009 har EU haft enekompetence med hensyn til investeringsbeskyttelse af udenlandske direkte investeringer. EU har i sine seneste aftaler indført klarere regler om retten til at regulere af hensyn til offentlige politiske mål og har også foretaget en betydelig revision aftvistbilæggelsesmekanismen (investeringsdomstolssystemet, Guide to Investment Court System).
Traditionelt omfattede aftaler om investeringsbeskyttelse mekanismer mellem investorer og stater (ISDS), som giver investorer direkte adgang til voldgift mod stater.