Version: 1.7.1.46 (2021-05-27 14:40)

Investeringer — søjlerne

EU's internationale investeringspolitik bygger på tre grundpiller:

Investeringsfremme

Investeringsfremme er et bredt begreb, som har fået større anerkendelse i investeringskredse i de seneste år som et vigtigt middel til at tiltrække investeringer.

Lettelserne fokuserer på at gøre det lettere for investorer at etablere, drive og udvide investeringerne. Disse foranstaltninger vedrører overordnet set en forbedring af gennemsigtigheden og forudsigeligheden af investeringsmiljøet, forenkling og strømlining af investeringer og administrative procedurer/krav samt procedurer for klage- og prøvelsesprocedurer.

Konkret omfatter sådanne foranstaltninger forskellige krav til offentliggørelse og information om investeringer, etablering af kontaktsteder og informationskontorer, krav til dokumentation og behandling af ufuldstændige ansøgninger, one-stop-shop-mekanismer til at nævne nogle få. Investorundersøgelser har fremhævet disse områder som kritiske faktorer i deres investeringsbeslutning.

Liberalisering af investeringer

Liberalisering af investeringer har til formål at skabe lige konkurrencevilkår for udenlandske investorer på tredjelandes markeder.

Liberaliseringen omfatter principper (f.eks. markedsadgang, national behandling og mestbegunstigelsesbehandling) og tilsagn, der gør det muligt at åbne tredjelandes markeder for EU-investorer. Sådanne regler har til formål at tillade eller lette oprettelsen af virksomheder (datterselskaber, filialer og repræsentationskontorer) inden for tjenesteydelser og tjenesteydelser (f.eks. produktion, landbrug, udvinding og energiproduktion).

Reglerne for markedsadgang kan f.eks. omfatte fjernelse af begrænsninger for antallet af operatører eller værdien af transaktioner (f.eks. kvoter, monopoler og økonomisk behovsprøve), begrænsning eller afskaffelse af krav om udenlandsk ejerskab eller joint ventures krav.

Investeringsbeskyttelse

Investeringsbeskyttelsesstandarder stiller garantier til rådighed for investorer og deres investeringer samt værtsregeringernes ret til at regulere for legitime mål for den offentlige politik.

Forpligtelserne i henhold til investeringsbeskyttelsesaftaler omfatter principper som f.eks. ikke-forskelsbehandling, rimelig og retfærdig behandling (FET) for investorer eller kompensation i tilfælde af ekspropriation vedrørende aktiver tilhørende investorer i tredjelande.

Aftaler om investeringsbeskyttelse kan bidrage til at mindske de formodede risici ved at investere i visse lande. Siden Lissabontraktatens ikrafttræden i 2009 har EU enekompetence med hensyn til investeringer i beskyttelse af udenlandske direkte investeringer. I sine seneste aftaler har EU indført klarere regler om retten til at regulere offentlige politiske mål og har også ændret tvistbilæggelsesmekanismen betydeligt.

Investeringsaftaler omfattede traditionelt mekanismer til tvistbilæggelse mellem investorer og stater (ISDS), som giver investorer direkte adgang til voldgift mod stater.

Del denne side:

Genveje