Handelsaftaler
På nuværende tidspunkt har EU det største handelsnetværk i verden med over 40 individuelle aftaler med lande og regioner. Disse aftaler letter handelen med varer og tjenesteydelser mellem EU og dets eksterne partnere.
Nye aftaler er stadig ved at blive føjet til listen, og ældre aftaler er ved at blive gennemgået, og der forhandles om opdateringer med partnerlandene.
Toldafvikling
Nogle af aftalerne fokuserer hovedsagelig på toldafvikling
- Associeringsaftaler med otte Middelhavslande (Algeriet, Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Marokko, de besatte palæstinensiske områder og Tunesien)
- Aftaler med Mexico og Chile
- Aftaler om økonomisk område med Island, Liechtenstein og Norge
- Toldunioner med Türkiye, Andorra og San Marino
- Stabiliserings- og associeringsaftaler med seks lande i det vestlige Balkan (Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Montenegro, Nordmakedonien og Serbien) med yderligere bestemmelser for at forberede deres gradvise integration på EU-markedet
- Aftaler med Schweiz og Færøerne
Mere omfattende markedsadgang
Andre omfatter meget bredere forpligtelser om åbning af handelen med varer og tjenesteydelser samt om investeringer, offentlige indkøb, konkurrence, subsidier og lovgivningsmæssige spørgsmål.
- Canada
- Mellemamerika (Costa Rica, El Salvador, Guatemala, Honduras, Nicaragua og Panama)
- Colombia, Ecuador og Peru
- Singapore
- Sydkorea
- Vietnam
Disse aftaler har til formål at udvikle stærkere regel- og værdibaserede handelsordninger med de berørte handelspartnere og omfatter særlige bestemmelser om handel og bæredygtig udvikling.
De seneste har også specifikke bestemmelser til håndtering af de udfordringer, som moderne økonomier og samfund står over for, såsom den økonomiske partnerskabsaftale med Japan, som indeholder et kapitel om små og mellemstore virksomheder, samt særlige bestemmelser om informations- og telekommunikationstjenester og e-handel.
Tilnærmelse af lovgivningen
En særlig type aftaler fokuserer på at stramme de økonomiske forbindelser mellem EU og dets naboer ved at bringe deres lovgivningsmæssige rammer tættere på EU-retten, navnlig på handelsrelaterede områder. Dette gælder f.eks. for aftalerne med
Udvikling
En anden særlig type aftaler har et eksplicit udviklingsmål. Det er asymmetriske handelsaftaler, hvor AVS-staterne liberaliserer omkring 80 % af handelen over en 15- til 20-årig periode, mens EU giver told- og kvotefri adgang fra dag ét.
På nuværende tidspunkt omfatter de fleste sådanne aftaler handel med varer og udviklingssamarbejde. Den økonomiske partnerskabsaftale (ØPA) med Caribien indeholder også bestemmelser om tjenesteydelser, investeringer og andre handelsrelaterede emner.
I henhold til disse aftaler yder EU betydelig handelsrelateret bistand for at støtte partnerlandene i at gennemføre aftalerne, styrke eksportens konkurrenceevne og opbygge økonomisk infrastruktur. De pågældende lande tilhører regionerne i Afrika, Vestindien og Stillehavet
- Vestafrika (Ghana, Elfenbenskysten)
- Centralafrika (Cameroun)
- Det østlige og sydlige Afrika (Comorerne, Madagaskar, Mauritius, Seychellerne og Zimbabwe)
- Southern African Development Community (Botswana, Eswatini, Lesotho, Mozambique, Namibia og Sydafrika)
- Cariforum (Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Belize, Dominica, Den Dominikanske Republik, Grenada, Guyana, Jamaica, Saint Kitts og Nevis, Saint Lucia, Saint Vincent, Surinam og Trinidad og Tobago)
- Stillehavsområdet (Fiji, Papua Ny Guinea, Samoa og Salomonøerne)
- Armenien
- Aserbajdsjan
- Irak
- Kasakhstan